Bodils særlige fællesskab


Nordøst for Silkeborg, i en lille by ved navn Gjern, har Bodil Munch startet et helt særligt fællesskab på en gammel slægtsgård. Det er ikke et sted, man sådan lige kommer forbi, men alligevel er der stuvende fuld af mennesker, når Bodil inviterer til strikkecafé, og deltagerne kommer langvejs fra for at deltage i fællesskabet. Nogle kommer fra Ebeltoft, og andre kommer hele vejen fra Hobro, selvom køretiden strækker sig til en time. ”Jeg synes, det er fantastisk, at man kører så langt bare for at deltage i en strikkeklub”, fortæller Bodil.


Sammen om strik i alle afskygninger

Bodil er uddannet lærer og har været skoleleder de sidste 16 år af sit arbejdsliv, men gik på pension i 2012. Hun har altid interesseret sig for håndarbejde, og de sidste år er det især strik, hun er blevet bidt af. Bodil har fart på, og hun holder nu både kurser og tager rundt og underviser i strik. ”Det er jo det, jeg kan -det er at undervise.” Nu kører hun både strikkecaféen, strikkerejser, festivaler og undervisning – og så har hun en strikkeblog. ”Hvad skulle jeg ellers lave? Jeg er ikke typen, der kan holde til at gå rundt og drikke kaffe og sætte mig til at se en film om formiddagen. Jeg skal helst have noget at gå op i.”

 

 


 

At Bodil får energi af at være aktiv sammen med andre omkring noget, hun brænder for, er hun ikke ene om. Forskning viser nemlig, at når vi holder os aktive og udfordrer os selv, styrker det vores mentale sundhed – og bidrager positivt til vores livskvalitet. Mental sundhed kan for mange være diffust og komplekst, og derfor har den forskningsbaserede indsats ABC for mental sundhed kogt det ned til tre helt enkle huskeregler: Gør noget aktivt, gør noget sammen og gør noget meningsfuldt. Og det rimer på Bodil Munch.


Et fællesskab med møder på tværs

I strikkecaféen er der altid fuld gang i snakken – om alt fra udveksling af viden og kunnen til de seneste strikkeprojekter og ikke mindst løst og fast. For Bodil er det især fællesskabet, der trækker:”Jeg kan mærke, hvordan der bliver en glæde og et kendskab til hinanden i det fællesskab, der opstår”. Der er mange typer af mennesker, der kommer i Bodils strikkecafé -mennesker som måske ikke ville have mødtes ellers, fordi de færdes i forskellige kredse. Men nu har de et fællesskab at samles om – nemlig strikkeriet. 

Ifølge forskningen har frivilligt arbejde og det at bidrage til fællesskaber en positiv effekt i forhold til både at gøre os selv og andreglade. Det øger nemlig følelsen af mening og formål med livet. Og når vi involverer os i sociale aktiviteter, øger vi chancerne for at lære nye mennesker at kende – og det er afgørende for vores mentale sundhed at føle, at vi hører til og er en del af et fællesskab.


Man kan komme, som man er

”Det der er så fantastisk i strikkecaféen er, at ingen spørger ’Hvad laver du?’ -man spørger ’hvad strikker du? Der er ikke noget med, hvad ens arbejdspositions har været. Vi omgås hinanden som os selv”, fortæller Bodil. Der kommer også en del stressramte i Bodils strikkecafé, der pt. er ude af arbejdsmarkedet, men som har oplevet strikkefællesskabet som en redning. At strikke giver en enorm ro og er i Bodils øjne selvforglemmelse – på den gode måde: ”Når noget er ens passion, bliver man så optaget af det, man sidder med, og pludselig er der gået tre timer”.

At lære noget nyt eller løse en udfordring gør, at vi føler os mere selvsikre. Det styrker vores tro på egne evner, og det er gode byggesten til mental sundhed. ”Man har det jo bare rigtig godt, når man udvikler noget og overkommer noget, som man synes var lidt svært – og pludselig kan man altså. Det er det allervigtigste”, fortæller Bodil.