Musik skal skabe nye fællesskaber og mental sundhed

 

Singlen ’Når Alt Kommer til Alt’ er en helt ny form for musikalsk udgivelse skabt specielt til projektet og partnerskabet ABC for Mental Sundhed. Bag nummeret står reggaebandet Total Hip Replacement og House of Corr med direktør Ida Corr i spidsen.

 

 

Vibeke Koushede, professor i mental sundhed og projektchef for ABC for mental sundhed:

“Musik kan bringe folk sammen på tværs af forskellige baggrunde, generationer og holdninger. I ABC for Mental Sundhed vil vi udbrede et fælles sprog og ramme så flere danskere forstår vigtigheden af at gøre noget aktivt, gøre noget sammen og gøre noget meningsfuldt, for at vi kan styrke vores mentale sundhed. ‘Når Alt Kommer til Alt’ fortæller det budskab både gennem den måde, sangen er blevet skabt, selve indholdet og den måde den skal ud og leve. Vi glæder os til at budskabet og bevægelsen spreder sig”

Sangen er blevet til i et samarbejde på tværs af landet, generationer og musikalske erfaringer. Det er et samarbejde mellem det unge århusianske reggaeband Total Hip Replacement og den sociale musikenterprise House Of Corr med direktør Ida Corr i spidsen.

Ida Corr, Direktør House of Corr:

“Jeg synes det er så smukt, at vi gør mere i det sundhedsfremmende arbejde. Det der gør os glade er der, vi skal ramme”

Første gang Ida Corr og Total Hip Replacement mødte hinanden var i studiet, da sangen skulle skabes. Det er i sig selv et eksempel på det, Lyden af ABC vil skabe - nemlig nye møder på tværs. Total Hip Replacement er kendt for deres inddragende koncerter, som engagerer og bringer publikum ind som medskabere af koncerterne. Samarbejdet, sagen og sangen giver derfor mening for bandet:

Victor West Hosbond, forsanger Total Hip Replacement:

"For os som musikere er det meget meningsfuldt at række ud og være en del af noget større. Vi synes, at arbejdet med mental sundhed er ekstremt vigtigt og relevant i det danske samfund. Allerede i sangskrivningsfasen har de nye møder, udfordringer og fællesskaber givet os nye perspektiver, og vi glæder os utrolig meget til at komme ud med sangen og budskabet".

Total Hip Replacement vil i løbet af det kommende år i samarbejde med ABC for mental sundhed bringe sangen og budskabet rundt i landet.

 

Nummeret er tilgængeligt på de førende streaming-tjenester. Lydbider er tilgængelige på ABC for mental sundheds Facebookside