Styrk din mentale sundhed i påsken

 

Vi befinder os i en periode præget af en høj grad af uforudsigelighed. Og det kan for nogen medføre stærke følelser af uro og afmagt. Vi ved imidlertid, at der er en del, vi selv kan gøre for at styrke vores egen og andres mentale sundhed. Også i påsken, hvor vi måske i særlig grad savner vores familie og venner - eller de aktiviteter, vi plejer at lave. Her får du en række råd fra Professor MSO og projektchef i ABC for mental sundhed, Vibeke Koushede.

"Jeg er fuldt ud bevidst om, at der er stor forskel på de rammer og vilkår, vi hver især har for at efterleve rådene. Ligesom det følgende på ingen måde er ment som en fyldestgørende gennemgang. Blot håber jeg, at de måske kan bidrage til inspiration i en tid, hvor mange føler sig ængstelige, og vi alle pludseligt er nødt til at omlægge vores vaner.

Gør noget aktivt, gør noget sammen, gør noget meningsfuldt - det er ABC for mental sundhed.

Fra forskning ved vi, at vi kan styrke og fremme vores mentale sundhed ved at holde os i gang på forskellig vis, ved at indgå i positive sociale relationer og fællesskaber, og ved at engagere os i noget, der rækker udover os selv.
Selvom vi bør holde afstand, og blive hjemme i det omfang det er muligt, så kan vi alligevel godt gøre noget aktivt, sammen og meningsfuldt.

👉 Gør noget aktivt: Hold dig fysisk aktiv. Dans i stuen, ryd op i haven eller skabene, lav armbøjninger eller stolegymnastik. Hvis du kan undgå tæt kontakt til andre, så er en daglig gåtur i den friske luft, hvor du lige får blæst hovedet igennem, også fremragende medicin. (Følg dog altid myndighedernes råd i forhold til at opholde dig ude.) Hold dig mentalt aktiv: Lav et gækkebrev, læs en bog, løs sudoku, læg puslespil, lær et nyt sprog online, spil skak. Kort sagt gør noget, der kræver koncentration. Hvis nyhederne gør dig ængstelig, så lad være med at følge med 24/7. Hold dig i stedet spirituelt eller åndeligt aktiv: Prøv fx mindfulness eller yoga eller tal om de store ting i livet med en ven eller veninde (det sidste kan sagtens gøres per telefon). Skriv dagbog. Du kan fx hver aften skrive mindst én ting ned, som du er taknemmelig for, uanset hvor stort eller småt det måtte være. Hvis du kan tegne, skrive, male, synge, spille et instrument eller på anden måde udfolde dig kreativt, så viser forskning, at dette også kan være med til at fremme mental sundhed. Hvis ikke - så har du jo heldigvis lov til at prøve alligevel. Lyt til musik og gør noget godt for dig selv. For mange kan det være rart at have en form for forudsigelighed og struktur over dagen. Lav derfor evt. en plan eller et skema over dagens eller ugens aktiviteter.

 

 

 

👉 Gør noget sammen: Stå sammen hver for sig. I stedet for at aflyse alt, så tænk kreativt – du kan måske holde påskefrokosten med din familie eller venner via skype, og en kaffe, drink, middag eller et spil kan også foregå online. Ring evt. til ældre familiemedlemmer og hør hvordan de har det. Hvis du har børn så hyg dig med dem i det omfang, det kan lade sig gøre, men husk samtidig ikke at slå dig selv oveni hovedet, hvis ikke I lige bager, læser eller spiller spil i et væk. Indimellem er tante TV og onkel iPad altså okay at trække på, ligesom der findes rigtig mange gode lydbøger. Derudover skulle det efter sigende også være sundt at kede sig. Overvej (alt afhængigt af deres alder), om du kan involvere dem mere i madlavning, borddækning, oprydning eller andre huslige gøremål, bed dem tegne noget eller ringe til bedsteforældre eller lignende. Hvis I er to om børnene, så giv hinanden en pause indimellem, hvor man kun skal tage sig af sig selv.

👉 Gør noget meningsfuldt: Det der føles meningsfuldt for mig at engagere mig i, føles ikke nødvendigvis meningsfuldt for dig. Det afgørende er for så vidt heller ikke hvad det er, der føles meningsfuldt, men snarere, at det føles meningsfuldt. Fra forskning ved vi, at der er forskellige måder, hvorpå man kan styrke følelsen af mening og formål. Det kan være at engagere sig i noget, man brænder for, arbejde frivilligt, lære noget nyt eller give sig selv en udfordring. Det at gøre eller at være noget for andre er en rigtig god vej til selvhjælp - i disse dage er der rig mulighed for at bidrage til fællesskabet på forskellig vis. Rigtig mange gør det allerede. Se fx initiativet Danmark klapper, larmer og synger!, hvor alle opfordres til at åbne vinduet hver dag kl. 19 og klappe, råbe, spille på et instrument, synge eller slå på grydelåg i 3 minutter – for at hylde dem, der holder systemet i gang, for at de som sidder alene ikke føler sig alene, og fordi vi er sammen i det her. Måske kan du hjælpe en ældre nabo med at købe ind eller give din partner en gang massage – det er kun fantasien, der sætter grænser. Hvis ikke du kan finde på andet, så kan alle hjælpe ved at blive hjemme, hvis ikke det er absolut nødvendigt at gå ud.

Udover ovenstående så viser forskning også, at god søvn, begrænset alkoholindtag og sund mad er vigtigt for vores mentale sundhed.

Hvis du synes disse råd var nyttige, så del og kom gerne med flere forslag til at gøre noget aktivt, gøre noget sammen og gøre noget meningsfuldt, så vi sammen kan inspirere hinanden". 💜