Efter to års corona: Mental sundhed er ikke 'nice to' – det er 'need to'

 

"De seneste år har tydeligt understreget, hvor vigtig mental trivsel er for os alle sammen – ikke bare udsatte grupper. Det er ikke bare nice to have, men absolut need to have". Sådan lyder det bl.a. fra to eksperter i mental sundhed.

 

- Mental sundhed er alt det, der gør livet godt. I en presset tid som denne er det ekstra vigtigt at få fokus på, hvad der giver én energi og huske at få gjort nogle af de ting. De fleste råd til at styrke den mental sundhed er ret intuitive, men i en fortravlet – og lige nu ekstra presset oven på pandemien – hverdag kommer vi nemt til at tilsidesætte det, der er godt for os, forklarer Malene Kubstrup Nelausen, videnskabelig assistent ved Statens Institut for Folkesundhed, og uddyber:

- I vores forskningsprojekt ABC for mental sundhed arbejder vi med at styrke den mentale sundhed for hele befolkningen med afsæt i tre videnskabeligt dokumenterede råd:

  • Gør noget aktivt – fx spille fodbold, synge i kor, læse en bog.
  • Gør noget sammen – fx bruge tid med familie, venner og naboer, eller være med i en madklub, bogklub, idrætsforening eller et onlinefællesskab.
  • Gør noget meningsfuldt – fx bage en lækker kage, reparere en stol, lave frivilligt arbejde eller gøre det godt på jobbet.

 

Hvordan er vores mentale sundhed efter to års pandemi?

- Vi kan roligt at sige, at pandemien præger situationen på alle mulige måder. Resultaterne stikker dog i forskellige retninger. For nogen har det været rart ikke at skulle så meget  for andre har ensomheden været tung. Konsekvenserne er altså forskellige afhængigt af folks udgangspunkt og præferencer, forklarer Line Nielsen, post.doc. ved Statens Institut for Folkesundhed, og uddyber:

- En positiv sidegevinst er dog, at pandemien har sat ekstra meget fokus på den mentale sundhed, som ofte ellers bliver lidt overset. De seneste år har tydeligt understreget, hvor vigtig mental trivsel er for os alle sammen – ikke bare udsatte grupper. Det er ikke bare nice to have, men absolut need to have.

- Det er afgørende for os mennesker at være sammen med andre, og mental sundhed er noget, vi skaber sammen. Det er forskningsmæssigt dokumenteret, at det styrker ens selvværd og oplevelse af mening at have gode sociale relationer og række ud til andre, fx ved at hjælpe naboen eller arbejde frivilligt.

 

 

Hvorfor rammes vi også mentalt af Covid-19?

- Pandemien har helt essentielt udfordret vores hverdag og den måde, som vi plejer at sikre vores mentale trivsel på - igennem fællesskaber, i foreninger, i skolerne, gennem kulturtilbud osv., siger Malene Kubstrup Nelausen og uddyber:

- Covid-19 gør det sværere at trække på vores sædvanlige hammel og gøre noget aktivt, gøre noget sammen og gøre noget meningsfuldt  alt det, der giver vores liv værdi. Det kræver i hvert fald, at man tænker kreativt og i nye måder at være sammen på, og det har vi da heldigvis set mange eksempler på. Og lige nu gælder det om at holde fast i netop de gode idéer og tiltag.

 

Hvordan havde vores mentale sundhed det før Covid-19?

- Mentale helbredsproblemer er desværre ikke noget nyt. Tværtimod var tendensen  også før corona  at vi så stigende forekomst af dårlig mental sundhed; vi ser bl.a. dårligere trivsel blandt børn og unge, ligesom mange unge kvinder føler sig stressede. Men området for mental sundhed har hidtil været præget af at være den tilsidesatte lillebror i forhold til fysisk sundhed, siger Malene Kubstrup Nelausen og uddyber:

- Vi håber virkelig, at den ekstra bevågenhed omkring problemet varer ved.

For der er brug for ekstra fokus på området, understreger hendes kollega Line Nielsen:

- Vi ved ikke præcis, hvorfor problemerne med mental trivsel er i stigning  mange årsager spiller givetvis sammen. Men vi lever i et samfund, hvor ting går stærkt, og nogle samfundsstrukturer gør det svært at finde ro og overskud. Det er helt afgørende, at der kommer fokus på, hvordan vi som samfund kan skabe de bedste rammer for mental sundhed, og det er netop også det, vi forsøger at skabe mere indsigt i gennem ABC for mental sundhed.